Untitled Document

Kirkens historie

Præster i Snedsted

Jens Poulsen 1622-1637
Det eneste vi ved om ham er, at han var Snedsteds første sognepræst og han døde i 1637 og blev sandsynligvis begravet i kirken, i det mindste fandtes der indtil 1866 en træramme til minde om ham og hans hustru nedlagt i altergulvet. Derudover ved vi, at han havde 2 sønner, der blev præster. Én søn i Bedsted en anden Poul Jensen Snedsted var præst i Sjørring og senere provst over Hundborg herred.

Peder Jacobsen 1637-1674
Han var gift med Margrethe Pedersdatter, der købte Snedsted kirketiende i 1660. I ægteskabet var der en datter, der blev gift med Knud Gregersen Lang til Cabbel ved Lemvig, han var herredsfoged i Skodborg og Vandfuld herreder og byfoged i Lemvig. Denne opnåede Christian d. V’s tilladelse til at indrette en begravelse i altergulvet bag alteret i Snedsted kirke beregnet for ham og hans hustru samt svigerforældrene.

Poul Christensen Bedsted
Han blev ordineret i Budolfi kirke i Aalborg den 21/8 1674; men døde 18 timer efter ordinationen uden at have været i embedet.

Peder Viborg Lassen 1674-1677

Holger Sørensen »Schandorph« 1677-1736[5]
Ved man kun lidt eller intet om de første præster, så var Schandorph kendt over det ganske land. Hans retssager kan man finde beskrevet i retsprotokoller ved Hassing herred, Hundborg herred, Landstinget i Viborg, og Højesteret i København samt ved provsteretten og landemodet.

Han markerede sig allerede den dag, han blev indsat i Snedsted kirke, da en kone lod falde en bemærkning om, at han var temmelig lille af vækst til at være præst; hertil svarede han, at han skulle vise dem, at han nok skulle blive dem voksen. Han var, foruden at være velbevandret i teologien også godt inde i kemi og ikke mindst i jura, hvilket referaterne af hans mange retssager tydeligt dokumenterer.

I 1709 blev han kaldet til provst over Hassing herred, hvilket embede han som følge af en retsstrid med pastor Peter Lund i Skyum- Hørdum mistede, fordi han blandede det verdslige retsvæsen ind i en ren kirkelig strid ved provsteretten. Først efter han havde trukket sig som provst ved landemodet i Aalborg, faldt der dom ved Højesteret, der konkluderede, at sagen ikke skulle have præjudice for Holger Sørensen. Da Schandorph ikke krævede embedet tilbage; men havde stemt for sin efterfølger, forblev efterfølgeren, Hans Ientoft fortsat i provsteembedet.

Schandorph var egentlig et navn, han antog i 1684, efter sin fødeby Skanderup sammeår som han blev magister filosofiae. Herefter blev han altid tituleret magister Holger. Under den store hekseproces i Thisted omkring 1696 var mag. Holger konstitueret sognepræst i Thisted.

[5] Vedrørende mag. Holger se Historisk Årbog 1986, 1987 og 1991.

Vilhelm Vilhelmsen Schmidt 1737-1759
Han var søn af pastor Vilhelm Schmidt i Harring-Stagstrup. Vi ved, at de sidste mange år var han indvalid, idet hans ben var blevet ødelagt, fordi han var blevet sparket af sine heste. Hvordan han var som præst, får man et indtryk af ved at læse biskop Brorsons visitatsberetninger fra 1740, 47, 54 og 63. Første gang indskrænker Brorson sig til at skrive, at Schmidt prædikede »legalisk« (efter loven). Næste gang var biskoppen bedre tilfreds, denne gang prædikede Schmidt langt mere opbyggeligt end ved sidste visitats, og trods sin skrøbelighed passede han embedet ulasteligt, samtidig med at forholdet mellem ham og menigheden var yderst tilfredsstillende. I 1754 var der intet at bemærke ud over hans svagelighed. Det sidste år han var præst, havde han sin stedsøn som kapellan, som også afløste ham som sognepræst.

Anders Erichsen Hvass 1759-1780
Hvass begyndte som kapellan for Villum Schmidt: Han var søn af Schmidts 2. kone og blev siden efterfølger for sin stedfar. Det er ikke mange oplysninger, der foreligger om ham. Han blev i 1780 forflyttet til Nors-Tved menighed, hvor han blev udnævnt til provst. Han døde i 1808.

Niels Bentzen Curtz 1780-1802
Han var søn af pastor Bent Nielsen Curtz, der var kapellan i Thisted og sognepræst for Skinnerup menighed. N. B. Curtz var selv kapellan i Thisted i 11 år og søgte straks efter faderens død embedet i Nors, men biskoppen indstillede i stedet for Anders Hvass til embedet og Curtz til embedet i Snedsted. Han skulle være en dygtig, men streng præst. Efter samtidige udtalelser var han noget plat og prædikede, så fråden stod ham om munden og kunne fra prædikestolen godt pludselig udbryde: »Nu tog fanden ved degnens ko«.

Curtz var en velstående mand og havde giftet sig til penge i ægteskabet med Maren Klein.

Niels Hesselberg 1802-1809
Niels Hesselberg var født på Klitgård i Ulsted sogn i 1773. Han var først præst i Verst og Bekker sogne i Ribe stift. I de første år var hanåbenbart en respekteret mand og dygtig præst, der prædikede ordentligt og sirligt, og ungdommen var veloplyst. Senere forfaldt han til en form for moralsk vanvid og blev en skræk for menigheden. Selv frygtede han for, at alle ville forgive ham. Ingen turde komme til ham uden at have et par mænd med sig. Han gik med en pjaltet frakke bundet sammen med et reb, hvori stak en hammer eller økse; desuden var han iført en hat uden puld samt støvler uden bund. De 3 sidste år han var i Snedsted blev marken slet ikke dyrket; hvad han fik i tiende blev læsset af i gården eller laden, hvor hans kreaturer - til sidst kun 2 køer - selv kunne tage føden. Et års tid havde han kun en tjenestepige, men til sidst var han ganske alene i huset. Når han skulle betale skatter, blev der holdt execusion, så længe der var noget at sælge.

Ved den sidste auktion fremtrådte pigen, som da havde forladt ham og meldte for herredsfoged Fischer fra Vestervig, at hun var frugtsommelig med præsten og forlangte, at der skulle udlægges gods til barnets underhold.

Til sidst blev der indgivet så mange klager over præsten, at Cancelliet valgte at indstille til kongen, at Hesselberg blev afskediget dog med en pension af embedet på 100 rdl.årligt. Pensionen blev dog i mange år betalt af kongen. (Staten)

De første år efter afskedigelsen boede Hesselberg i Thisted, men de sidste mange år opholdt han sig på en dåreanstalt i Altona, hvor han døde den 1/2 1831. (Her citeret fra Snedsted sogns »Liber daticus«).

Niels Ludvig Chr. Bentzon 1808-1830
Efter Hesselberg fulgte en af de præster, der fik stor betydning for Snedsted. Som præst var han rationalist og ansås for en streng og bestemt herre. Der foreligger ikke meget om hans virke som sognepræst, men at han var en dynamisk person viste sig ikke mindst derved, at han i 1812 søgte om tilladelse til at oprette et skolelærerseminarium i tilslutning til præstegården. Det er som seminarieforstander, man får et meget detaljeret billede af Bentzon. I 1830 blev han kaldet til præst i Ringsted, hvor han senere blev udnævnt til provst, her døde han i 1846.

Gerhard Peter Brammer. (1830-1842) [6] Brammer var født i Norge, hvor faderen var embedsmand, men han døde, da drengen kun var 4 år gammel, hvorefter moderen flyttede hjem til sin fader, der var præst ved Frederiksborg Slotskirke i Hillerød. Efter en kort tid ved det juridiske studium, kastede han sig over teologien og blev præst. Hans første embede var som kateket i Nakskov, men i 1830 blev han kaldet til sognepræst for Snedsted menighed og forstander ved seminariet, og i 1836 blev han dr. theol. på en afhandling om »Venskabet«, men forinden var han i 1829 blevet lic.theol. på en afhandling om Johanneskristne. I modsætning til Bentzon var Brammer i sine unge år nært knyttet til Grundtvig, men en gang, da Brammer havde holdt en gudstjeneste for Grundtvig, kom det til et voldsomt opgør mellem de to. Et brud, der først blev lægt en del år senere, da Grundtvig sendte Brammer et brev med en delvis undskyldning. Trods sit venskab med Grundtvig nærede Brammer overhovedet ingen sympati for grundtvigianismen eller de pietistiske vækkelser. Brammer blev i 1842 kaldet til sognepræst for Vemmelev-Hemmeshøj menigheder; men i 1843 blev han udnævnt til biskop over Maribo stift.
Allerede 2 år senere blev han i 1845 udnævnt til biskop i Århus - en stilling han beklædte til 1880. Han tilbragte sine sidste år i Vejle, hvor han nedskrev sine ungdomserindringer i 1884. Brammer var som biskop yderst konservativ. Han blev i 1840 udnævnt til ridder af dannebrog. [6] Se også: „Snedsted Seminariums kirkelige og folkelige betydning“. Historisk årbog 1978 s. 69-107.

Ludvig Chr. Müller 1843-1847
Müller var lægesøn fra København, født 12/5 1806. Han var først kapellan ved Ribe Domkirke og sognepræst i Seem, men blev i 1842 kaldet til sognepræst for Snedsted menighed og forstander for seminariet. Imidlertid overvejede man på det tidspunkt at flytte seminariet, der skulle dække Aalborg og Viborg stifter, til en mere central placering. Valget faldt på Ranum, hvortil seminariet blev flyttet i 1847. Müller flyttede med som forstander og sognepræst; men i 1850 opgav han forstanderskabet p.g.a sygdom og søgte embedet som sognepræst for Starup menighed ved Haderslev. Her døde han den 5/6 1851.

Niels Hansen 1848-1870 I de år pastor Hansen virkede i Snedsted, var der 3 gange bispevisitats, første gang den 7/10 1860 visiterede P. C. Kierkegaard. Kirken var fyldt til sidste plads, der var også mødt en del udensogns mennesker op. Teksten var Matthæus 22, 34-46. Prædikenen var vel disponeret og blandede på behændig måde lov og evangelium sammen. Han katekiserede over Romerbr. 8, 15 i omtrent 11/2 time. Der benyttedes evangelisk salmebog og Mynsters tillæg. Sangen udførtes usædvanlig korrekt men langsomt. 10/10 1865 var Kierkegaard igen på besøg i Snedsted, og det hedder om Hansen:
»Han taler hurtigt men tydeligt, talen var godt mnemoreret og der sporedes ingen usikkerhed, men han vovede sig ikke uden for det mnemorerede. Indholdet var langt nærmere en fuldtonet kristelig forkyndelse, end da jeg for 5år siden hørte ham, hvad der ellers fremgik af hans væsen og ytringer ved dette besøg. Hans tidligere noget rationalistiske retning synes noget overvældet, måske under indvirkning af et kristelig liv hos hans hustru og børn. Ungdommen var meget livlig og deltagende og syntes godt oplyst«. Tredie gang Kierkegaard var i Snedsted kirke var den 25. sept. 1870: »Den store kirke var aldeles overfyldt; for de, der sad på pulpituret, syntes det næsten at være farligt, og af den konfirmerede ungdom kunne ikke alle få plads på kirkegulvet. Pastor Hansen messer ikke, hvilket er en naturlig fejl forøget ved en lidelse i halsen, ligesom han for et par uger siden var restitueret efter en lungebetændelse. Tidligere var han temmelig stærkt og afgjort rationalistisk, så synes han nu i en ikke ubetydelig årrække på grund af hårde familiære prøvelser at være kommet en dybere og mere inderlig forkyndelse af Kristus nærmere. Han er vel et forstandsmenneske omend blød og mild; dog præges helheden af tidligere standpunkter, som han aldrig bestemt har fortrudt. Talen var således af noget blandet beskaffenhed ikke uden træffende tanker og kristelig indhold; men heller ikke uden noget der krævede velvillighed hos tilhørerne, som ikke vil kunne forventes hos tilrejsende fra forskellige egne. Talen holdtes med fasthed og livlighed, næsten for hurtigt«. Pastor Hansen var født i Todbjerg i 1813, student fra Nykøbing 1833 og cand. theol. 1839 og kaldet til Snedsted den 20/7 1848. Han blev den 26/1 1864 kaldet til sognepræst for Fjeldstrup menighed i Slesvig, men p.g.a. krigen tiltrådte han aldrig embedet. Han udarbejdede materialer til en »Thylands Præstehistorie«. Hansen døde den 5/1 1872. Et andet emne, der optog ham var træplantningen. Det var således ham, der anlagde den store have ved præstegården.

Lauritz Gregorius Pasbjerg 1871-1874.
Han var født 1821 cand. theol.1848, forflyttet til Bogø og derfra til Falster.

Knud Christensen 1874-1888 Han blev født 1. januar 1836 i Resen og blev oprindelig uddannet som lærer med 1. karakter fra Ranum seminarium og fungerede som skolelærer og kirkesanger i Resen fra 1859 til 1863, hvorefter han påbegyndte de theologiske studier og blev kandidat i juni 1871. I 1884 visiterede biskop P. F. Lind i Snedsted. Om prædikenen siger han, at den ikke var tilstrækkelig dybtgående, men indholdet var sandt og rigtigt og praktisk anvendelig og fremstillet i en letfattelig form med både alvor og mildhed. Om selve formen havde biskoppen den indvendig, at præsten ikke var helt sikker, rømmede sig af og til, og sproget bar tydelig præg af, at han var bondefødt.
Pastor Christensen blev i 1888 forflyttet til Hurup og i 1893 til Særslev på Fyn, hvor han døde den 20. sept. 1908. Han var et jævnt og meget afholdt menneske. I 1882 kom banen til Thy. Herved begyndte stationsbyen at vokse, men samtidig tog en større kirkelig interesse sin begyndelse, bl. a. afholdtes et møde hos en fremtrædende gårdmand, Søren Damsgaard - deltagere var en missionær fra IM og et par lægmænd. Dette møde blev begyndelsen til Indre Mission i Snedsted, som i de følgende år havde stor fremgang ved en ret påtrængende virksomhed. I 1889 indviedes missionshuset i Snedsted.

H. I. Levinsen 1888-1896
Den 23/6 1892 visiterede biskop V. C. Schousboe i Snedsted kirke. Den store kirke var så fyldt, at det var vanskelig at få plads til ungdommen (10 drenge og 25 piger) på kirkegulvet.

Levinsens prædiken var godt disponeret, og den blev båret af stor oprigtighed og varme og der var en ærlig frygtløshed over hans ord. I modsætning til flertallet af nutidens prædikener var det etiske moment stærkt fremtrædende uden man dog betvivlede, at prædikanten besad troens underlag. Ungdommen svarede godt. Salmesangen var god.
Det faldt også i Levinsens lod at forestå indvielsen af Stenbjerg kirke i 1895.

		Axel Rasmussen 1896-1906 Pastor Rasmussen blev anset for en stor personlighed med en stærk forkyndelse og et stærkt og klart budskab. I 1897 visiterede biskop Schousboe i Snedsted kirke. Den meget rummelige kirke var fyldt til sidste plads, af ungdommen var mødt 17 drenge og 31 piger. Det bemærkes, at IMs tilhængere manglede, der var samme dag møde i Skjoldborg kirke, hvor pastor Busch talte. Pastor Rasmussen prædikede over Lukas 8 v. 41-56. Han skildrede den blodsottige kvinde som eksempel på den sørgende tro, der trænger til at opdrages i stilhed. Det var en god disponeret prædiken med indgående forklaring af teksten og et godt gennemført tankeindhold, måske var refleksionssiden vel overvejende, så man savnede lidt umiddelbarhed i vidnesbyrdet; passende længde.
Sognepræsten katekiserede klart og indgående over det 5. bud. Børnene svarede godt - enkelte fortræffeligt. Kirkesangen var kraftig.

Nicolaj Lomholt 1907-1917
Var de foregående præster ikke tilknyttet nogen kirkelig retning, så var Lomholt udpræget grundtvigianer. Han havde oprindelig været højskolelærer og medhjælper hos frimenighedspræst Morten Larsen i Holstebro.
Lomholt begyndte straks ved sin ansættelse med at holde møder i præstegården en gang om måneden, hvor der ofte mødte indtil 100 mennesker op. Han holdt også møder i et lille forsamlingshus med op til 50 deltagere. Desuden holdt han hver sommer kirkelige møder i præstegårdshaven med gudstjeneste i kirken; som taler benyttede Lomholt ofte Morten Larsen. Disse møder tiltrak tilhørere fra både nær og fjern.

J. H. Vindel 1917-1921
Pastor Vindel var ikke en nær så markant personlighed som sin forgænger og nåede ikke at sætte tilsvarende præg på sognet.

Frode Grønbæk 1965-1972
I 1965 blev Gregersen afløst af Frode Grønbæk. Grønbæk måtte af helbredsgrunde forlade Thy og fik i 1972 stilling som præst ved Vejgård kirke i Aalborg. Han døde i 1999.

Helle Sommer Kjærgaard
I tidsrummet 1996-1999 blev Helle Sommer Kjærgaard, Vestervig, ansat som fungerende sognepræst.

Emil Gregersen 1922-1964
Emil Gregersen blev født i Lemvig den 15/5 1896. Efter teologisk embedseksamen blev han sognepræst for Snedsted menighed. I 1964 gik Gregersen på pension og flyttede til København. Han er den præst, der har været i sognet længst bortset fra mag. Holger.

Bent Feldbæk Nielsen 1973-1999
Blev på grund af sit dåbssyn fradømt embedet ved en præsteret i Thisted i 1996. Denne dom blev senere bekræftet ved Landsretten i Viborg i 1999.

Knud Bunde Nielsen 1999-
Født 1945. Lærereksamen 1968. Cand. teol. fra Århus Universitet 1983. Sognepræst i Næstved 1983-99. I studietiden virket som lærer for udviklingshæmmede m.v.

Degne
Foruden præster medvirkede der også i tidligere tid degne ved gudstjenesten. De sang naturligvis
for ved gudstjenesterne men forestod også undervisningen af ungdommen, mens der holdtes altergang. Oprindelig var Snedsted betjent af løbedegne fra latinskolen i Thisted. Disse kunne godt betjene flere kirker i oplandet.

Om denne degnetjeneste findes der en indberetning til biskoppen fra pastor Peder Jacobsen:

»Degnekaldet i Snedsted Sogn betjener en Discipel af Thisted Schole ved navn Hans Mouritsøn.

Af Sognet, som er enlig og haver ingen Annexer, plejer Degnen at faae aarligen :
Biug: fire Tønder.
Brød: femten smaa Kager.
Hønse Æg: fem Ol.
Oste: 7 Lispund.
Lamme: 3 à 4.
Tiendepenge: henved 7 mark.

Men nu, efter at nogle Gaarde i Sognet er blevet slet øde og folchene, som endnu er ved deres Gaarde ere af store og idelige Skatter bleffne meget forarmede, saa Degnen ikke nu faar saa meget i Rente, som foreskreffuet er, men noget deraf aarligen maa afkortes.

Dete, saa vidt mig er bevist og Degnen mig haffuer beret, sandt at være bekiender jeg underskreffne«.
Actum Snedsted d. 22. Apr. 1673.
Peder Jacobsøn.

I 1688 fik Snedsted sin første fastboende degn, sædedegn, Thomas Jensen, han virkede til 1700 og blev afløst af en mand ved navn Anders Christensen. Han blev senere afløst af mag. Holgers søn Hans Holgersen Schandorph. Ved reformationen var kirkens styre i nogen grad blevet decentraliseret. Således havde man indført kirkeværge, hvis opgave var at føre ordet ved kirkestævnet efter gudstjenesten samt sørge for, at kirken og kirkegården blev holdt i rimelig god stand.

Desuden blev der udpeget 7 mænd, kaldet kirkens forsvar, der under provstens forsæde skulle udpege præsten, hvorefter denne skulle examineres af biskoppen, inden han blev formelt udnævnt af stiftslensmanden (nu: stiftamtmanden).