Untitled Document

Da Chr. Ebbesen døde i 1579, havde nogle af sognemændene ønsket at kalde Mads Pedersen til sognepræst for alle 3 sogne, medens andre ville kalde en anden præst ved navn Simon Villadsen. Herved er der åbenbart opstået en hårdnakket strid; men ved lensmandens mellemkomst nåede man frem til et forlig, hvorved Villadsen fik Sønderhå og Hørsted, mens Mads Pedersen måtte nøjes med Snedsted præstekald og annexpræstegården i Snedsted. Da Mads Pedersen så 38 år senere i 1617 er blevet en ældre og svagelig mand, har han måttet antage en kapellan, nemlig Jens Poulsen. Nu frygtede man i Snedsted, at når Mads Pedersen ikke var mere, ville Sønderhåpræsten Niels Hegelund atter »antage sig Snedsted sogn«. Derfor sendte man en deputation til Haderslev, hvor Christian d. IV opholdt sig og forelagde Snedsted sognemænds ønske for ham. Dette resulterede i, at kongen den 10. febr. 1617 tilskrev lensmanden Chr. Thott på Skivehus, at han sammen med biskop Chr. Hansen i Aalborg skulle rejse til Thy og undersøge, om de tre sogne fortsat skulle være sammen og betjenes af én præst, eller en adskillelse ville være at foretrække. Derfor blev Sønderhåpræsten Niels Hegelund med nogle af de mest agtede sognemænd i Sønderhå samt Mads Pedersen med tilsvarende Snedsted sognemænd indstævnet for retten i Sønderhå kirke den 26. marts 1617 for der af få fældet dom i sagen. Her fremlagde Niels Hegelund fyldige dokumentationer helt tilbage til 1502 for, at de tre sogne altid har været tilsammen og af én præst været betjent, hvilket han også for fremtiden lover at ville gøre.

Mads Pedersen bemyndigede Eske Jensen fra Elsted til at fremlægge sit indlæg i sagen sammen med 32 af Snedsted sognemænd. Heri hævder han, at for 38 år siden var han kaldet til sognepræst for Snedsted menighed, ydermere fremlagde han en »Vidisse«[4] nemlig kong Frederik d. II’s skrivelse til biskop Jørgen Mortensen dateret 11. maj 1579, hvoraf fremgår, at biskoppen en del år tidligere havde beskikket Mads Pedersen til kapellan for en gammel præst, nemlig Chr. Ebbesen i Sønderhå, og da Ebbesen døde, havde sognemændene udpeget hr. Mads til hans efterfølger. Desuden fremlagde Mads Pedersen også en skrivelse dateret København den 11 december 1570 fra kong Frederik d. II, der pålagde biskoppen at forsyne Mads Pedersen med et passende embede; derudover fremlagde han også et pas fra kaptajnen på de 2 krigsskibe, hvor Mads Pedersen havde været skibspræst. Som en af sognemændene og største lodsejer i Snedsted mente Chresten Høgh til Todbøl, at der intet var til hinder for, at de tre sogne efter Mads Pedersens død atter kunne annexeres. Yderlig havde Niels Hegelund ikke trængt sig ind på Mads Pedersens embede, som denne påstod under retssagen, men var konstitueret i dennes store svaghed af herredsprovsten. Dette havde Snedsteds beboere tydeligvis ikke brudt sig om, for de låste kirkedøren, gemte nøglen og da Niels Hegelund mødte op på kirkegården, tog de ham i armen og førte ham hen til kirkegårdslågen og utvetydig tilkendegav ham, at her behøvede han ikke mere at vise sig.

Dommen i sagen blev dog, at da der kun var en halv mils vej fra Sønderhå til Snedsted, bør de tre sogne annexeres og af én præst betjenes, med mindre hans majestæt vil forunde Snedsted sognemænd, at måtte elegere deres egen sognepræst.

Dommen var naturligvis baseret på de i sagen fremlagte dokumenter, og ikke mindst at Chresten Høgh på Todbøl ubetinget tillagde pastor Hegelunds dokumenter den største betydning, og man har åbenbart betragtet Mads Pedersens påståede kaldsbrev som en overenskomst mellem ham og svigerfaderen, der kun havde gyldighed i hans levetid.

Fra omkring 1617 til 1622 har Jens Poulsen fungeret som kapellan for Mads Pedersen, og da denne døde i 1622, blev han så af kongen kaldet til den første sognepræst i Snedsted.

[4] Vidisse = bekræftet afskrift.

Kirkens historie

Forord \| Kirkebygningen \| Erklæring om Snedsted Kirke \| Inventar \| Orgler \| Selvstændigt pastorat \| Præsterne \| Kirkeejere \| Snedsted Kirke 1884 \|

Snedsted bliver et selvstændigt pastorat Selv om Snedsted kirke hører til blandt de større landsbykirker i Thy, så man let kommer til at antage den for hovedkirken i et pastorat, så har den sammen med Hørsted kirke - i det mindste fra reformationen - været annekskirke til Sønderhå, og præsten boede i Sønderhå. Da afstanden især til Snedsted var temmelig stor, har det ikke altid været nemt endsige behageligt for præsten at begive sig fra Sønderhå til Snedsted hver gang, der var brug for en præst. Dette resulterede i, at snedstedboerne ofte var utilfredse med den kirkelige betjening, de blev tilbudt. Derfor henvendte man sig til kong Christian d. IV for at få Snedsted udskilt som et selvstændigt pastorat. Som begrundelse herfor anførte man, at nogle beboere i Snedsted var hensovet uden skriftemål og nadver.
Denne henvendelse resulterede i, at kongen sendte bud til Chr. Thott, befalingsmand over Skivehus Len, og til biskop Christen Hansen i Aalborg om at begive sig til Thy og der undersøge, om de 3 sogne kunne betjenes af én præst, eller man burde gøre Snedsted til et selvstændigt pastorat. Nok havde Snedsted været et annekssogn, men det betød dog ikke, at Snedsted ikke havde haft sin egen præst i visse perioder. Som et veldokumenteret eksempel herpå skal netop nævnes den situation, der opstod i 1617. På det tidspunkt fungerede Mads Pedersen netop som præst for Snedsted menighed. Han havde oprindelig været præst på et par af flådens skibe, og da han blev permitteret herfra i 1570, fik han en skrivelse med fra kongen (Frederik II) til biskoppen i Ålborg med besked til denne om at forsyne ham med et embede i Nordjylland. Biskoppen sendte ham til Sønderhå, hvor han blev kapellan hos pastor Chr. Ebbesen og senere gift med dennes datter. Det unge par blev da installeret i Snedsted præstegård, hvor han virkede som præst ved Snedsted kirke.
Da Chr. Ebbesen døde i 1579, havde nogle af sognemændene ønsket at kalde Mads Pedersen til sognepræst for alle 3 sogne, medens andre ville kalde en anden præst ved navn Simon Villadsen. Herved er der åbenbart opstået en hårdnakket strid; men ved lensmandens mellemkomst nåede man frem til et forlig, hvorved Villadsen fik Sønderhå og Hørsted, mens Mads Pedersen måtte nøjes med Snedsted præstekald og annexpræstegården i Snedsted. Da Mads Pedersen så 38 år senere i 1617 er blevet en ældre og svagelig mand, har han måttet antage en kapellan, nemlig Jens Poulsen. Nu frygtede man i Snedsted, at når Mads Pedersen ikke var mere, ville Sønderhåpræsten Niels Hegelund atter »antage sig Snedsted sogn«. Derfor sendte man en deputation til Haderslev, hvor Christian d. IV opholdt sig og forelagde Snedsted sognemænds ønske for ham. Dette resulterede i, at kongen den 10. febr. 1617 tilskrev lensmanden Chr. Thott på Skivehus, at han sammen med biskop Chr. Hansen i Aalborg skulle rejse til Thy og undersøge, om de tre sogne fortsat skulle være sammen og betjenes af én præst, eller en adskillelse ville være at foretrække. Derfor blev Sønderhåpræsten Niels Hegelund med nogle af de mest agtede sognemænd i Sønderhå samt Mads Pedersen med tilsvarende Snedsted sognemænd indstævnet for retten i Sønderhå kirke den 26. marts 1617 for der af få fældet dom i sagen. Her fremlagde Niels Hegelund fyldige dokumentationer helt tilbage til 1502 for, at de tre sogne altid har været tilsammen og af én præst været betjent, hvilket han også for fremtiden lover at ville gøre. Mads Pedersen bemyndigede Eske Jensen fra Elsted til at fremlægge sit indlæg i sagen sammen med 32 af Snedsted sognemænd. Heri hævder han, at for 38 år siden var han kaldet til sognepræst for Snedsted menighed, ydermere fremlagde han en »Vidisse«[4] nemlig kong Frederik d. II’s skrivelse til biskop Jørgen Mortensen dateret 11. maj 1579, hvoraf fremgår, at biskoppen en del år tidligere havde beskikket Mads Pedersen til kapellan for en gammel præst, nemlig Chr. Ebbesen i Sønderhå, og da Ebbesen døde, havde sognemændene udpeget hr. Mads til hans efterfølger. Desuden fremlagde Mads Pedersen også en skrivelse dateret København den 11 december 1570 fra kong Frederik d. II, der pålagde biskoppen at forsyne Mads Pedersen med et passende embede; derudover fremlagde han også et pas fra kaptajnen på de 2 krigsskibe, hvor Mads Pedersen havde været skibspræst. Som en af sognemændene og største lodsejer i Snedsted mente Chresten Høgh til Todbøl, at der intet var til hinder for, at de tre sogne efter Mads Pedersens død atter kunne annexeres. Yderlig havde Niels Hegelund ikke trængt sig ind på Mads Pedersens embede, som denne påstod under retssagen, men var konstitueret i dennes store svaghed af herredsprovsten. Dette havde Snedsteds beboere tydeligvis ikke brudt sig om, for de låste kirkedøren, gemte nøglen og da Niels Hegelund mødte op på kirkegården, tog de ham i armen og førte ham hen til kirkegårdslågen og utvetydig tilkendegav ham, at her behøvede han ikke mere at vise sig. Dommen i sagen blev dog, at da der kun var en halv mils vej fra Sønderhå til Snedsted, bør de tre sogne annexeres og af én præst betjenes, med mindre hans majestæt vil forunde Snedsted sognemænd, at måtte elegere deres egen sognepræst. Dommen var naturligvis baseret på de i sagen fremlagte dokumenter, og ikke mindst at Chresten Høgh på Todbøl ubetinget tillagde pastor Hegelunds dokumenter den største betydning, og man har åbenbart betragtet Mads Pedersens påståede kaldsbrev som en overenskomst mellem ham og svigerfaderen, der kun havde gyldighed i hans levetid. Fra omkring 1617 til 1622 har Jens Poulsen fungeret som kapellan for Mads Pedersen, og da denne døde i 1622, blev han så af kongen kaldet til den første sognepræst i Snedsted. [4] Vidisse = bekræftet afskrift.